Trivialiteter

Eftersom M er på Roskilde, er det mig der er direktør og hovedansvarlig for bloggens drift. Jeg har lige lavet mig en tynd kop kaffe og sat mig parat til at skrive endnu en spændende indtastning, om mit autentisk spændende liv.

Parat? Here goes...:

- Jeg vågnede i nat, badet i sved og med billeder af rasende zombier for mit indre blik. Det er straffen for at se zombiefilm, I should have known.

- I går smagte jeg baklava for første gang - det smagte lidt af wienerbrød, var faktisk lidt skuffende. Jeg havde forestillet mig noget a la svampet i konsistensen, med rosiner og kanel. Øv.

- I går fik vi en hylde op i lejligheden. Nu står alle vores skolebøger på en hylde over hovedgærdet. Chances are at hylden falder ned i løbet af natten og vi, på meget bogstavelig vis, knuses under vægten af aggregeret viden. Jeg elsker at lade blikket glide hen over titlerne. Måske er jeg en nørd, men jeg bliver faktisk meget tæt på seksuelt opstemt af makroøkonomi. Sært hva? Overvejer at begynde at abonnere på Børsen.

- I dag skal jeg ringe til Adecco og håbe på, at de har nogle vikariater til mig. Det SUCKS big time, men det er den eneste mulighed jeg har for at tjene penge til Budapest i ferien. Og som altid er jeg blevet grådig - nu vil jeg også gerne have lidt lagt til side, så jeg har noget at købe bøger og kompendier for, når jeg starter på overbygning til september.

- Jeg har dræbt en sølvfisk. Jeg ved ikke hvor de kommer fra, men de er kraftedemer klamme!

Måske mere senere, stay tuned

/C

Frisk og på Ferie(tabletter)

Jeg havde aldrig troet at jeg skulle bruge den vending, men here goes: 'Så Så Man Lige Mig' - jeg havde sommerferie og vågnede klokken kvart over seks om morgenen. Frisk. Og jeg stod op. Jeg ved ikke om jeg synes det er beundringsværdigt, eller om jeg dybest set burde tage mig sammen og udnytte dét at jeg ikke skal noget, til at sove 14 timer i døgnet. Det lader i hvert fald til at det er svært uacceptabelt for den almindelige dansker, at man kan have ferie og så alligevel stå tidligt op. Men I love it! Kan så godt lide lange morgener. Så har jeg tid til at drikke en kop kaffe, ryge en cigaret, stirre ud af vinduet, gå i bad og ikke mindst - tid til at deo´en tørrer under armene og dermed ikke sætter irriterende hvide striber/mærker på mit tøj.

Men fuck dog, hvor jeg hader at have ferie og ikke vide hvad jeg skal tage mig til. Jeg var slet ikke udenfor i går og hvis ikke det er spild af liv, så ved jeg ikke, hvad er...

Til gengæld tog jeg mig sammen og så Dawn of the Dead… over flere omgange, via play/pause - play/pause-metoden. Har dog ikke set den færdig endnu. Jeg kunne pludselig mærke, at tanken om at skulle udenfor, bekymrede mig. Og det er nok et godt tegn på, at jeg er tæt på grænsen af hvad jeg kan klare hvis jeg stadig skal have fat i virkeligheden.

Og så fandt jeg dette her: www.bluesuburbia.com - usandsynligt smukt og meget dystert. Jeg fandt det på jayisgames.com, der er min primære pusher udi flash-spil.

Ciao amigos!

/C

Dawn of my Dead!

Det kunne jeg ikke... kunne holde til at se nøjagtig lige indtil den lille pige Vivian viser sig i døren til hovedpersonens soveværelse, grålig i huden og med halvdelen af underansigtet bidt af. Jeg er en wuzz med en alt for levende fantasi. Pokkers også!

For sjovt nok så elsker jeg at blive skræmt og jeg elsker gyserfilm helt vanvittigt. Jeg kan faktisk også klare rigtig meget, men med zombier har jeg mødt min grænse - de skræmmer simpelthen det levende bejeezuz ud af mig. Men hvaaad, skaaaal, jeg-såååå? Er ikke sådan helt træt. Joh - jeg kan da fortælle om den eksamen jeg har forsøgt så effektivt at undgå at læse til. Den gik faktisk åbenbart rigtig godt, hele min gruppe og jeg fik 11, så det er jeg vældig tilfreds med. Men moralen er ikke, at man dermed kan lade være med at læse. Det var frygteligt at sidde derinde og ikke være helt sikker på, om jeg nu havde styr på det hele. Og især havde jeg lyst til at sparke mig selv, da min vejleder (og eksaminator - en og samme funktion på RUC), spurgte ind til, hvad en af vores teoretikere lagde i formuleringen 'kønsforskellens monstrøsitet'. Netop den artikel havde jeg sat mig for at læse, men nåede ikke omkring. I går, altså. Da jeg var færdig med at panikke over kvaliteten af mit oplæg og endelig kunne tage mig sammen til at læse. Læste alt muligt - men bare ikke den artikel! Store spasser - men store spasser med et 11 tal :-) HURRA!

Tror sgu faktisk, at jeg giver filmen en chance til. Ellers kan jeg altid se The Sweetest Thing. Den er da om noget uskadelig, selvom det faktisk gør ondt på mig, at se den mørkhårede veninde i trusser og med pjusket hår efter en hed nat med en dum fyr med en stor pik. "Oh, my cock!" som de siger. Oh my cock indeed! Men hun er simpelthen for vammel lige dér.

/C.

Dawn of my dead?

Okay, nu gør jeg det! Nu prøver jeg at se Dawn of the Dead igen, selvom det er en af de mest uhyggelige film jeg nogensinde har set, og stadig ikke helt er sluppet fri af de daymares om Zombier og Jordens Undergang, der gik amok første gang jeg så den - for måske et år siden. Men jeg har altid en trang til at se det frygtelige i øjnene et stykke tid efter at det er sket. Det samme gjorde jeg eks. med 28 Days Later og anden gang var den slet ikke så slem. Så op på hesten med mig! Pray for me, America - I´m going in! (eller Danmark - whatever - just pray!)

/C

og et lille ps.: Tak til M, for at være sådan en dejlig veninde... sov dejligt.

I dag er en god dag. I dag er en bedre dag end i går. I dag er det ankomst til Roskilde dag. Og i dag starter sommeren for alvor.

Jeg kan ikke sove. Er fyldt med forventning og sommerfugle. Jeg er hamrende spændt på om i år bliver ligeså fantastisk som de andre år, er spændt på om vores sydvester virkelig er vandtætte, (på fotoet ses min gule, Kristina har fået æren af at bære den sorte) og spændt på om jeg møder skotten 3. år i træk og om han har den samme støvgrønne curbain lookalike cardigan på. Spændende, spændende.

Der er under 12 timer til jeg står på pladsen med alle mine talenter og alt for meget bagage. Det blir en fest!

Jeg kommer til at savne dig, C. Ville ønske du kunne smugles med ind. Evt. rullet sammen i min luftmadres. Er du frisk?

Jeg-må-ha-søvn-i-øjnene

/M

Skrid, Din Skabs-Idiot

Konsekvensen af at bo 2 mennesker på små 40 m2 (fraregnet 20 fordelt på mini toilet+bad, entre og køkken), er, at man ikke har plads til et klædeskab. Hvad gør man så? Jow, først får man tildelt et af de køkkenskabe som alligevel er i overflod. Det fylder man så med tøj og æsker med kontaktlinser. da man så alligevel synes det er lidt for usselt slash hjemløsagtigt at have sit tøj opbevaret i køkkenet, skaber man sig til man får tildelt en enkelt hylde i det indbyggede skab. Den ene hylde fylder man så også med tøj. Den er dyb, den sidder langt nede. Dybe skygger præger den = den er umulig at se ind i - især når meget af ens tøj er i mørke farver.
Jeg holdt for mange år siden op med at tro, at jeg kunne finde ud af sådan noget smart noget med at lægge tøjet sammen og holde det sådan. Der er for det meste kaos på min tøjhylde. Og det afhjælpes ikke af føromtalte halløj med dyb+mørk+begrænset plads. Alt mit tøj, ligger knudet sammen. Og nu når vi så til pointen med det her verbale skidt: jeg er begyndt på at flå tøjet ud af skabet og smide det på gulvet, så den rådne hylde er til at overskue og jeg forhåbentlig kan finde det jeg nu søger.

/C

Man Må Godt Spamme Sin Egen Blog

... hvis man keder sig tilstrækkeligt.

Og det gør jeg. Get over it. Også dig, M, som er på Lolland hvor jeg gerne ville være (jeg indrømmer det - Lolland er vældigt tiltrækkende lige nu, faktisk sukker jeg ret så heftigt over tanken om at kunne stå i solen og kigge ud over en støvet kornmark, mærke lugten af græs og halm og jord og hestene på folden. Det gør jeg, okay?). Suk.

Egentlig var det meningen at jeg ville spamme bloggen med en 'anmeldelse' af The Omen, men det kan lissom ikke rigtig arbejdes ind i flowet på titlen på blogindtastningen -- som jeg anser for at være en nødvendig berettigelse for overhovedet at skrive en indtastning mere, når jeg nu lige har skrevet en. For 15 minutter siden. Så denne blog handler faktisk udelukkende om at jeg skriver om at jeg skriver igen, uden rigtig at skrive noget. Sådan er jo indbegrebet af spam. Am I right? (I am, Sam)

/gæt hvem

Jeg Vil Jo Bare Gerne Se Fjernsyn

.... men nej, jeg skal jo skrive eksamensoplæg. Og hvorfor er det lige det er så svært at gøre det? 3 gange i dag har jeg nu, med en meget resolut mine og meget bestemte klik med musen, lukket de gennemsnitligt 7 ie vinduer der var åbne, for at arbejde videre på en præsentation af projektets metodevalg. Hver eneste gang har motivationen holdt en halv times tid, ingen jeg liiige skal se et eller anden, liiige tjekke noget, det kunne jo være at..., liiige lave endnu en overspringshandling. Som denne. Har allerede opdateret dagbog på L, så kan ikke rigtig skrive dér, uden at ødelægge flowet i det fine indlæg. Så er det jo heldigt at man har en blog man kan voldtage med ligegyldige indtastninger uden at nogen beklager sig.

Så... så hvad? Tssst (som vi sagde i 7. når vi skulle vise vores foragt)

TSSSSST!

/C

Nåh okay, ikke helt færdig alligevel. Fordi Du Også Skal Lide, laver jeg her en liste over hvad jeg har brugt mine mange inaktive timer på:

www.urbandead.com
www.lunarstorm.dk
www.iskywhy.com (jeg kan bruge usansyneligt mange timer med at læse hendes arkiver igennem)
www.gofugyourself.typepad.com
www.iheartjake.com (don´t ask!)
www.stjerneportalen.dk/tarot/
www.cafesappho.smartlog.dk


Og så har jeg læst Weekendavisen (papirudgave) - levn fra -netop-weekenden, hvor jeg ikke havde udpræget travlt, hvor jeg ikke havde en deadline og forventninger til mig selv, men hvor jeg faktisk bare var fri og lykkelig og til festival og alt muligt...

Tak skæbne.

/C

Sentiments of a day in the life and ways of C

"Hvorfor kan jeg ikke mærke min arm?! Hvorfor kan jeg ikke mærke min anden arm! Hvorfor kan jeg ikke mærke mine arme!! Hvordan kan de begge sove!! Og hvad fanden laver S lige - ligger bare og sover mens der er noget alvorligt galt med mit blodomløb!"

"Hvorfor føles den ene sko for lille, når den anden ikke gør og de begge er samme størrelse?"

"Gad vide om man kommer til at kunne se elefanterne herinde fra?"

"Jeg tror jeg går en stor bue uden om ham med Berlingeren i en papkasse foran sig, han ser desperat ud."

"Jeg MÅ have den pude!"

"SÅ for den - så er der kommet eksamensspørgsmål! Hvad mon der kommer i fjernsynet?"

"Er mine fødder firkantede eller mere spidse?"

"Hvorfor ligner mine øjne fladmaste knapper klipset til mit ansigt, når jeg ikke har mascara på?"

Der sad min klasselær´!

Der er lige en meget vigtig ting jeg glemte at nævne i forbindelse med udturen. Lige da S og jeg drejede ned af Frederiksberg Allé, der hvor den skærer Falkonér Allé, fangede mine øjne et højest bekendt ansigt. Ooooog jo - det var min dansklærer, fra den gang jeg gik på hf. Morten Blok (jeg må godt skrive hans navn, han er allerede kendt). Morten Blok. Høj, slank og senet. Et borende og direkte blik i de mørke digterøjne. Bare tæer, solbrun hud. Dyb, klangfuld stemme. Et smil lurende i kanten af de smalle læber. Et skarptskårent ansigt med høj pande. Stærke hænder. Adjunkt fra Københavns Universitet. En titel omgærdet af mystik, men derefter voldsomt eftertragtet. Billedet på det lidenskabelige i intellektualitet, begæret efter sansning og viden. Den første person som hjalp mig med at sætte ord på det begær efter skønhed, jeg altid havde: æstetiker.

Han introducerede mig til litterauren, som ingen anden lærer nogensinde havde formået, og gjorde samtidig det at læse og skrive, til noget af uvurderlig værdi. Jeg stirrede. Og han må have opdaget det, selv på så lang afstand, for mens hans læber stadig bevægede sig af dét han var ved at fortælle sin kvindelige partner, stirrede han tilbage, hele hans hovede drejede sig med, mens jeg med lange skridt i mit kåde, taktfaste tempo, fortsatte hen ad gaden. Morten Blok. Suk. Det nærmeste jeg nogensinde er kommet en forelskelse i en lærer. Og så var det ikke engang forelskelse, men inspiration og fascination. Som åbenbart stadig betyder noget, selv efter næsten 8 år.

Suk!

/C

Vesterbro Festival

Jeg tror ikke på at den menneskelige krop er skabt til universitetsstudier, der ikke ligefrem handler om idræt og bevægelse of some sort. Som studerende på 2. år synes jeg at jeg begynder at mærke en forfærdende progression i retning af kropsligt forfald, i mit ellers så spændstige legeme. Tit og ofte gør mine ben ondt, nogle gange får jeg ondt i øjnene af at være ude i solen og min ryg er begyndt at krumme sig som en doven kat på en blød pude. Med andre ord - jeg smerter. Og fordi jeg er sådan en seriøs studerende, så synes jeg sjældent at jeg har tid til at ligefrem dyrke motion. Den daglige luftning er oftest i forbindelse med at jeg besøger en af de venlige kioskmænd i den umiddelbare nærhed af min 4. sals lejlighed, for at købe cigaretter og måske en avis - og nogle gange også en cola (fy-fy). Med andre ord - jeg tvivler på at jeg får gået de der 1600 skridt om dagen, der er anbefalet. Turene ud i køkkenet (9 skridt den ene vej, 9 skridt tilbage; isolationsfængslet med min computer) efter ny kaffe, dækker det vel næppe. På trods af at jeg drikker en hel del kaffe.

Derfor bliver jeg også ofte overfaldet af en desperat trang til at bevæge mig. Både min krops ynkelige signaler og mit helseorienterede sind fortæller mig, at jeg er ude på et skråplan. Hvem vil have en akademiker ansat, der har en allerhelvedes kæmpe hjerne, men små blå ben og en hud som en død? Måske nogle der arbejder med naturvidenskab, men de forsker jo også i fysikkens curiositeter, om man så må sige.

Anyhow, for at gøre en lang forhistorie kort, så prøvede jeg i går at tilfredsstille min krop og samtidig snyde mit sind til at tro at jeg gjorde noget sundt, ved at lokke S med til Vesterbro Festival.
Som den kokette jeg er, ville jeg jo gerne være sharp, så jeg iførte mig lækkert kluns og mine højhælede støvler. Efter en halv times gang, føltes mine fødder som kartofler i gang med at blive mast til mos. En slags dansker-gastronomiens lotusfødder. Men i lighed med de kinesiske kvinder, var jeg formodentlig i stand til at bære det med ynde. De smertenstrækninger der evt. nåede fra centralnervesystemet til mit ansigt, blev formodentlig druknet af den iver jeg samtidig følte ved faktisk at være ude i den friske luft. Den var mild og lun og Frederiksberg dufter allerhelvedes godt om sommeren. Syrener og magnoliaer sender dovent deres duft ud over plankeværkerne og ind i min næse. Sving i armene og rank ryg (tror jeg da - den føltes rank, men det er efterhånden et relativt begreb for mig). Det var himmelsk og jeg følte mig kåd som en hest på forårsgræs!

Efter ca. en times gang, med indlagte pauser, nåede vi Halmtorvet og Vesterbro Festival. En ret lille plads proppet med unge mennesker og med 6 scener mast sammen på ganske få kvadratmeter. Dejlig stemning og jeg mødte et par mennesker fra RUC.

Vi havde læst på arrangementets hjemmeside at der var en jazz-scene og vi ville gerne høre jazz, så vi påbegyndte en vandring rundt til de forskellige scener, for at finde stedet. På dette tidspunkt føles mine fødder som små uvorne skibsdrenge, der allerede frivilligt havde gået planken ud, så det var ikke ligefrem en joy at konstatere at det heller ikke var her, jazzen var. Efter endeløs vandren, fandt vi ud af, at det var nede på electronika-kombineret-installationsscenen at jazzen skulle spilles, så vi gik derned, blot for at opdage, at der faktisk ikke var noget jazz før klokken 2 om natten. Dagens musikalske højdepunkt var derfor The Alpine, som trykkede den for vildt af på udendørsscenen. Hvad er det lige der er med forsangere der gør dem så lækre (jf. M´s blog om SB)? The Alpines forsanger var en hot lille sag som kastede sig rundt på scenen og i sin performance blandede humor med indlevelse og en vis teatralsk opførsel. En fantastisk liveoptræden, som vi desværre kun nåede at se et kvarter af.

Det var dagens rapport fra den sorte lænestol. Kan allerede mærke smerterne i det nederste af min ryg, giv mig dog en rygmarvsbedøvelse.

/C.

Åh, Steffen!

For uger tilbage i en skummel brandert med C på Ludwigsen, midt i et orgie af TV-2 musik og omringet af skumle mænd med bagtanker, udspillede følgende sig:

C: (henvendt til mig første gang, så vidt jeg husker) Ville du kneppe Steffen Brandt hvis du fik muligheden?
M: Ja, for fanden.
Skumle mænd: Hva snakker I om?
C: Ville I kneppe Steffen Brandt hvis I fik chancen?
Skumle mænd: Øøøh, tjaaa... Æhhh.. Hmm... høhø... Bøvs.
C: Come on, det ved jeg I ville. Sig det så! I ville helt sikkert kneppe Steffen Brandt hvis I kunne!
Skumle mænd: Joeæææh.. Det ville jeg jo nok. Tjaa.. Det kan jeg ikke afvise.. bøvs. osv.
C&M: HAHAHAHA!!! Fantastisk!! Den mand er jo fantastisk!!
..osv. osv.. Det endte i noget med Jes Dorph og.. diverse andre semicelebs, men hovedpointen var og er at Steffen Brandt er hot. Hans stemme og sangskrivertalent gør ham hot. Og vi fik bekræftet at det ikke er kønsbestemt om en person kan anses for hot eller ej. I teorien kunne Steffen Brandt være intetkøn. Alle vil ha hans krop!!

Her til aften.. Efter en længere samtale over sms med J, (som er en kommode mest af alt, men også af hankøn) valgte jeg så at stille selvsamme spørgsmål. Han var på daværende tidspunkt beruset og i selskab med en bunke mænd i en lejlighed hvor der blev voldspillet TV-2 musik. Svaret var selvfølgelig ja, og det samme gjaldt for alle mandlige eksistenser til stede.

Hvad der videre skete til den pågældende fest, har jeg ingen anelse om, men jeg ved det helt sikkert har startet noget ingen af dem nok nogensinde har lyst til at tale om igen. I hvert fald ikke i ædru tilstand.

Sex med Steffen Brandt er et tabuemne i mandekredse. Det er noget alle tænker på, men ingen taler om. Heldigvis er alkohol opfundet, og man kan jo altid trække udsagn tilbage dagen efter og undskylde sig med dødsdruk og deraf efterfølgende vanvid. Men hvor er det fedt at kunne overbringe sådanne sandheder ud i det åbne!

Et indblik i et ellers lukket og tabubelagt emne i en mandehjerne. Fantastisk!

/M

Det bliver linolium med tiden!

Min veninde bor i en rimelig smadret opgang, i et rimelig smadret hus, i et rimelig smadret kvarter omkring den rimeligt smadrede Nørrebro Station. En ukendt person havde med tidens stemme skrevet med blyant på opgangens skallede vægge: "Det bliver mahogni med tiden". Med tiden er det dog blevet til maling og linolium. Sjovt, jeg havde faktisk forventet mahogni, så jeg var lidt skuffet da jeg ankom til opgangen for nylig og så den brunlig-melerede linolium der dækkede gulvet. Lappeløsning. Linolium er aldrig flot.

Det er til gengæld fliser fra Tunesien som M og jeg kiggede på i dag. Wauw wauw wauw siger jeg bare. Jeg ønskede inderligt at jeg snart ville få et køkken eller bad som skulle istandsættes, så jeg kunne få lov til at placere de romersk lignende sandfarvede kvadratiske fliser på mit køkkengulv. Oh jeg elsker naturmaterialer.

Faktisk vil jeg skide på prisen, sålænge jeg føler jeg kan ånde det sted jeg bor. Og det udelukker alle betonbyggerier, alle lejligheder med faste tæpper på gulvene (hvor klamt er DET ikke), vinduesrammer lavet af brunlig plasticlignende pis, man engang i 70´erne syntes var the shit. Faktisk er jeg generelt forvirret over 70´ernes bygningskunst og farvevalg. Hvordan kan man synes at brun, gul og orange er så lækkert, at man søger at holde alt i de farver? Hvilken langt ude aurafortolker har rådgivet tidens entreprenører og byplanlæggere?

Og METAL! Må jeg lige vomit. Aldrig om jeg vil have noget i mit hjem, der er lavet af metal, ud over i køkkenet. Kunstige produkter - get out of my sight. Det er unaturligt og jeg er ikke skabt til at leve på den måde. Så vil jeg hellere bo i udflytterbørnehavens træhytte med stråtag. Selvom jeg generelt føler mig fremmedgjort fra naturen.

Og andet i den stil.

Ciao!

/C.

Dementi: Dild Ikke Et Krydderi (!)

Nyere undersøgelser viser overraskende, at dild rent faktisk ikke er et krydderi, men en krydderurt (google 2006: 1).

Wow - siger jeg bare. Konsekvenserne er ikke til at overskue.

Men fuck det. Dild er fantastisk. Det samme er persille og nu hvor de er i en slags familie, kan de dyrke noget svedig krydderurtesex og lave en lækker kombination. Jeg tør godt stå indefor denns anvendelighed, især i forhold til fiskeretter.

/C

Røv og Pølse Døden Medbringer

Kender I det, når man absolut intet har oplevet, men alligevel har brug for at snakke om noget man har oplevet? Så man begynder at fortælle om tilfældige ting der ikke har den store kobling til virkeligheden, eks. noget man har lavet på internettet (m.a.o. : noget man har siddet alene, foran sin computer, i sikkert mere end 6 timer, og "oplevet"). Det kan nærmest ikke klassificeres som en oplevelse og alligevel presser det på, -må ud.

I mit tilfælde handler det primært om et nyt detektiv-spil jeg har fundet, som kan spilles gratis. Det er meget sjovt. Men sikkert ikke sjovt at høre om. Faktisk kunne jeg tolke på M´s ansigtsudtryk, at det var røv og pølse døden havde bragt med sig. Det slukkede hurtigt min indre iver efter at fortælle, så istedet er du, som en slags frivillig lytter, nu objekt for min fortælling. Som rent faktisk ikke handler om meget andet end at jeg to gange på hard level afslørede morderen som værende den selvsamme person der havde bestilt min detektiv til at afsløre morderen. Hvilket betød at jeg ikke fik de penge jeg var lovet. Suk.

HVAD SIGER DU SÅ! Det er jo reelt en slags oplevelse. Jeg følte ihvertfald følelser i forbindelse med det; ærgelse, blandt andet. Så det må vel være en slags oplevelse.

Farvel.

/C

Opskriften på en platonisk date.

Hvor skal man skrive at man har mødt et menneske som er ret rart? Jeg bryder mig generelt ikke om at råbe den slags ud offentligt, og slet ikke til skue for tilfældige øjne, men ja. Nu er det sagt.

Jeg har været ganske uinspireret i forhold til blogskrivning de sidste dage, så dette er mit første bidrag til denne spritnye blog, og jeg er egentlig ret glad for C's initiativ. Horray, horray - min yndlingshest!

Nu hvor jeg har min debut i denne blog, har jeg valgt at tage emnet Dild op. Dild har i generationer været anset for et stærkt undervurderet krydderi, og det er i mine øjne en fejl. Dild bør have samme status, hvis ikke højere, som karry, peber, estragon - you name it.

I mandags var C forbi til en mindre skovtur på det tomme værelse. Ingredienserne var:

*Grønlandske rejer
*Ruculasalat
*Tomat
*Emmenthalerost
*Tusind øer dressing
*Citronsaft
*Hyldeblomstsaftevand med friske limestykker
*Basilicum Pesto
*Toastbrød
*Dild

Dette er opskriften på den perfekte platoniske date. Et orgie af god smag blandet med store bløde puder, grønne planter og duften af kattebakke. Uhm.

Desuden tilførte vi et trivialspil, rent vasketøj på stativ, en toastmaskine (den smukkeste i verden) samt diverse service. Hvem end du så vælger at dele dette med, er succesen en kendsgerning. Jeg lejer i øvrigt det tomme værelse ud til andre platoniske par som søger spænding i tilværelsen, (skal ikke tolkes som opståelsen af endnu et bordel i bygningen) men der må ryges, drikkes, grines, råbes and so on.. Det eneste krav er at I tar opvasken inden i smutter.

/M

Homoparken

Af C.

I går var jeg i homoparken for første gang og jeg må sige at alle de fordomme jeg plejer at sige at jeg ikke har, blev gjort til skamme. Der lå ingen hepatitis-inficerede kanyler i buskene, ingen kondomer, ingen blodpletter, eller anden homo-relateret farligdom. Hvorfor bliver man dog fyldt med så mange løgne? Måske er jeg nervøs fordi jeg så Irreversible for et par år siden og siden har frygtet det hårde homo-miljø. ... Som jeg jo så åbenbart også troede levede i bedste velgående i H. C. Ørsted Parken. Der var virkelig smukt og rart. Og for fanden det var psyko HEDT! Som at gå ud i en mur af varme. Dejligt, men ikke godt for tømmermænd.. Som at lægge en allerede plaget hjerne i kogende vand og sige 'er dét ikke bare godt for humøret?'.

Var ude med veninde fra RUC. Vi skulle se teater på Israels Plads; sådan noget musikalsk, non-verbalt, fysisk-danse-bevægelsesrelateret hejs. Og det var ganske fanstastisk. Virkelig medrivende og smukt. Jeg følte flere gange tårer trænge sig på, når helten og heltinden fik fysisk kontakt henover ligusterhækken-lavet-at-træplade og det hele liegsom gik ned i gear, blev langsommere og trukket ud. Som den lidelse der altid følger med forelskelse; alt slower down, det eneste der står klart, er den følelse der svulmer i brystet.
Jeg kan desværre ikke huske hvad stykket hedder, men det spilles hver aften på nær mandag,, klokken 19 på Israels Plads ved Nørreport.

Alt for denne gang. Nyd solen - det er en ordre!

/C

Indledning og metodebeskrivelse

1. tingelas i denne nye tingelas. M og jeg (som så er C) blev enige om, at det ville være sjovt med en hverdagspendant til alt det ustyrligt morsomme vi oplever, og senere skriver om, i vores anden blog med det fængslende navn 'To Go Not To Go Place'.

Så i denne blog vil vi skrive ting om vores hverdag. Og håbe at ingen nogensiden er i stand til at identificere os, for der er absolut ingen garanti for, at det bliver .. øhm.. . Ja. Vil ikke underminere noget der ikke er der endnu. Det har vi nemlig lært på RUC: Undermindér aldrig det du selv har lavet; forklar istedet hvorfor det er meningsfuldt på trods af de og de mangler. Den analyse gemmer vi til der rent faktisk er noget at vurdere på baggrund af.

Meeeeen altså. Her følger en kort præsentation af M og C.

Vi er studerende på RUC, som så mange andre. Vi læser samfundsvidenskabelig basis, men er lykkeligvis færdige med dén her til sommer. Så skal vi til at være voksne og lige pludselig have en bachelorgrad. Gad vide om vi kan leve op til ansvaret?
Vi har kendt hinanden siden 2002 og vil gøre absolut intet for ikke at lyde indforståede. Det ville være en ganske umulig opgave. Desuden skriver vi faktisk ikke denne blog for at andre skal forstå hvad der står, men fordi vi har det så sjovt med den anden blog og samtidig jo kun kan skrive i den, når vi har været ude at flapre med ørerne. Hvilket max sker 2 gange om ugen. Det giver slet slet ikke nok stof til at tilfredsstille vores skrivetrang.

Velkommen til bloggen!

Venlig hilsen
M & C