Homoparken

Af C.

I går var jeg i homoparken for første gang og jeg må sige at alle de fordomme jeg plejer at sige at jeg ikke har, blev gjort til skamme. Der lå ingen hepatitis-inficerede kanyler i buskene, ingen kondomer, ingen blodpletter, eller anden homo-relateret farligdom. Hvorfor bliver man dog fyldt med så mange løgne? Måske er jeg nervøs fordi jeg så Irreversible for et par år siden og siden har frygtet det hårde homo-miljø. ... Som jeg jo så åbenbart også troede levede i bedste velgående i H. C. Ørsted Parken. Der var virkelig smukt og rart. Og for fanden det var psyko HEDT! Som at gå ud i en mur af varme. Dejligt, men ikke godt for tømmermænd.. Som at lægge en allerede plaget hjerne i kogende vand og sige 'er dét ikke bare godt for humøret?'.

Var ude med veninde fra RUC. Vi skulle se teater på Israels Plads; sådan noget musikalsk, non-verbalt, fysisk-danse-bevægelsesrelateret hejs. Og det var ganske fanstastisk. Virkelig medrivende og smukt. Jeg følte flere gange tårer trænge sig på, når helten og heltinden fik fysisk kontakt henover ligusterhækken-lavet-at-træplade og det hele liegsom gik ned i gear, blev langsommere og trukket ud. Som den lidelse der altid følger med forelskelse; alt slower down, det eneste der står klart, er den følelse der svulmer i brystet.
Jeg kan desværre ikke huske hvad stykket hedder, men det spilles hver aften på nær mandag,, klokken 19 på Israels Plads ved Nørreport.

Alt for denne gang. Nyd solen - det er en ordre!

/C