Det bliver linolium med tiden!

Min veninde bor i en rimelig smadret opgang, i et rimelig smadret hus, i et rimelig smadret kvarter omkring den rimeligt smadrede Nørrebro Station. En ukendt person havde med tidens stemme skrevet med blyant på opgangens skallede vægge: "Det bliver mahogni med tiden". Med tiden er det dog blevet til maling og linolium. Sjovt, jeg havde faktisk forventet mahogni, så jeg var lidt skuffet da jeg ankom til opgangen for nylig og så den brunlig-melerede linolium der dækkede gulvet. Lappeløsning. Linolium er aldrig flot.

Det er til gengæld fliser fra Tunesien som M og jeg kiggede på i dag. Wauw wauw wauw siger jeg bare. Jeg ønskede inderligt at jeg snart ville få et køkken eller bad som skulle istandsættes, så jeg kunne få lov til at placere de romersk lignende sandfarvede kvadratiske fliser på mit køkkengulv. Oh jeg elsker naturmaterialer.

Faktisk vil jeg skide på prisen, sålænge jeg føler jeg kan ånde det sted jeg bor. Og det udelukker alle betonbyggerier, alle lejligheder med faste tæpper på gulvene (hvor klamt er DET ikke), vinduesrammer lavet af brunlig plasticlignende pis, man engang i 70´erne syntes var the shit. Faktisk er jeg generelt forvirret over 70´ernes bygningskunst og farvevalg. Hvordan kan man synes at brun, gul og orange er så lækkert, at man søger at holde alt i de farver? Hvilken langt ude aurafortolker har rådgivet tidens entreprenører og byplanlæggere?

Og METAL! Må jeg lige vomit. Aldrig om jeg vil have noget i mit hjem, der er lavet af metal, ud over i køkkenet. Kunstige produkter - get out of my sight. Det er unaturligt og jeg er ikke skabt til at leve på den måde. Så vil jeg hellere bo i udflytterbørnehavens træhytte med stråtag. Selvom jeg generelt føler mig fremmedgjort fra naturen.

Og andet i den stil.

Ciao!

/C.