Der sad min klasselær´!

Der er lige en meget vigtig ting jeg glemte at nævne i forbindelse med udturen. Lige da S og jeg drejede ned af Frederiksberg Allé, der hvor den skærer Falkonér Allé, fangede mine øjne et højest bekendt ansigt. Ooooog jo - det var min dansklærer, fra den gang jeg gik på hf. Morten Blok (jeg må godt skrive hans navn, han er allerede kendt). Morten Blok. Høj, slank og senet. Et borende og direkte blik i de mørke digterøjne. Bare tæer, solbrun hud. Dyb, klangfuld stemme. Et smil lurende i kanten af de smalle læber. Et skarptskårent ansigt med høj pande. Stærke hænder. Adjunkt fra Københavns Universitet. En titel omgærdet af mystik, men derefter voldsomt eftertragtet. Billedet på det lidenskabelige i intellektualitet, begæret efter sansning og viden. Den første person som hjalp mig med at sætte ord på det begær efter skønhed, jeg altid havde: æstetiker.

Han introducerede mig til litterauren, som ingen anden lærer nogensinde havde formået, og gjorde samtidig det at læse og skrive, til noget af uvurderlig værdi. Jeg stirrede. Og han må have opdaget det, selv på så lang afstand, for mens hans læber stadig bevægede sig af dét han var ved at fortælle sin kvindelige partner, stirrede han tilbage, hele hans hovede drejede sig med, mens jeg med lange skridt i mit kåde, taktfaste tempo, fortsatte hen ad gaden. Morten Blok. Suk. Det nærmeste jeg nogensinde er kommet en forelskelse i en lærer. Og så var det ikke engang forelskelse, men inspiration og fascination. Som åbenbart stadig betyder noget, selv efter næsten 8 år.

Suk!

/C