Vesterbro Festival
Jeg tror ikke på at den menneskelige krop er skabt til universitetsstudier, der ikke ligefrem handler om idræt og bevægelse of some sort. Som studerende på 2. år synes jeg at jeg begynder at mærke en forfærdende progression i retning af kropsligt forfald, i mit ellers så spændstige legeme. Tit og ofte gør mine ben ondt, nogle gange får jeg ondt i øjnene af at være ude i solen og min ryg er begyndt at krumme sig som en doven kat på en blød pude. Med andre ord - jeg smerter. Og fordi jeg er sådan en seriøs studerende, så synes jeg sjældent at jeg har tid til at ligefrem dyrke motion. Den daglige luftning er oftest i forbindelse med at jeg besøger en af de venlige kioskmænd i den umiddelbare nærhed af min 4. sals lejlighed, for at købe cigaretter og måske en avis - og nogle gange også en cola (fy-fy). Med andre ord - jeg tvivler på at jeg får gået de der 1600 skridt om dagen, der er anbefalet. Turene ud i køkkenet (9 skridt den ene vej, 9 skridt tilbage; isolationsfængslet med min computer) efter ny kaffe, dækker det vel næppe. På trods af at jeg drikker en hel del kaffe.
Derfor bliver jeg også ofte overfaldet af en desperat trang til at bevæge mig. Både min krops ynkelige signaler og mit helseorienterede sind fortæller mig, at jeg er ude på et skråplan. Hvem vil have en akademiker ansat, der har en allerhelvedes kæmpe hjerne, men små blå ben og en hud som en død? Måske nogle der arbejder med naturvidenskab, men de forsker jo også i fysikkens curiositeter, om man så må sige.
Anyhow, for at gøre en lang forhistorie kort, så prøvede jeg i går at tilfredsstille min krop og samtidig snyde mit sind til at tro at jeg gjorde noget sundt, ved at lokke S med til Vesterbro Festival.
Som den kokette jeg er, ville jeg jo gerne være sharp, så jeg iførte mig lækkert kluns og mine højhælede støvler. Efter en halv times gang, føltes mine fødder som kartofler i gang med at blive mast til mos. En slags dansker-gastronomiens lotusfødder. Men i lighed med de kinesiske kvinder, var jeg formodentlig i stand til at bære det med ynde. De smertenstrækninger der evt. nåede fra centralnervesystemet til mit ansigt, blev formodentlig druknet af den iver jeg samtidig følte ved faktisk at være ude i den friske luft. Den var mild og lun og Frederiksberg dufter allerhelvedes godt om sommeren. Syrener og magnoliaer sender dovent deres duft ud over plankeværkerne og ind i min næse. Sving i armene og rank ryg (tror jeg da - den føltes rank, men det er efterhånden et relativt begreb for mig). Det var himmelsk og jeg følte mig kåd som en hest på forårsgræs!
Efter ca. en times gang, med indlagte pauser, nåede vi Halmtorvet og Vesterbro Festival. En ret lille plads proppet med unge mennesker og med 6 scener mast sammen på ganske få kvadratmeter. Dejlig stemning og jeg mødte et par mennesker fra RUC.
Vi havde læst på arrangementets hjemmeside at der var en jazz-scene og vi ville gerne høre jazz, så vi påbegyndte en vandring rundt til de forskellige scener, for at finde stedet. På dette tidspunkt føles mine fødder som små uvorne skibsdrenge, der allerede frivilligt havde gået planken ud, så det var ikke ligefrem en joy at konstatere at det heller ikke var her, jazzen var. Efter endeløs vandren, fandt vi ud af, at det var nede på electronika-kombineret-installationsscenen at jazzen skulle spilles, så vi gik derned, blot for at opdage, at der faktisk ikke var noget jazz før klokken 2 om natten. Dagens musikalske højdepunkt var derfor The Alpine, som trykkede den for vildt af på udendørsscenen. Hvad er det lige der er med forsangere der gør dem så lækre (jf. M´s blog om SB)? The Alpines forsanger var en hot lille sag som kastede sig rundt på scenen og i sin performance blandede humor med indlevelse og en vis teatralsk opførsel. En fantastisk liveoptræden, som vi desværre kun nåede at se et kvarter af.
Det var dagens rapport fra den sorte lænestol. Kan allerede mærke smerterne i det nederste af min ryg, giv mig dog en rygmarvsbedøvelse.
/C.
Derfor bliver jeg også ofte overfaldet af en desperat trang til at bevæge mig. Både min krops ynkelige signaler og mit helseorienterede sind fortæller mig, at jeg er ude på et skråplan. Hvem vil have en akademiker ansat, der har en allerhelvedes kæmpe hjerne, men små blå ben og en hud som en død? Måske nogle der arbejder med naturvidenskab, men de forsker jo også i fysikkens curiositeter, om man så må sige.
Anyhow, for at gøre en lang forhistorie kort, så prøvede jeg i går at tilfredsstille min krop og samtidig snyde mit sind til at tro at jeg gjorde noget sundt, ved at lokke S med til Vesterbro Festival.
Som den kokette jeg er, ville jeg jo gerne være sharp, så jeg iførte mig lækkert kluns og mine højhælede støvler. Efter en halv times gang, føltes mine fødder som kartofler i gang med at blive mast til mos. En slags dansker-gastronomiens lotusfødder. Men i lighed med de kinesiske kvinder, var jeg formodentlig i stand til at bære det med ynde. De smertenstrækninger der evt. nåede fra centralnervesystemet til mit ansigt, blev formodentlig druknet af den iver jeg samtidig følte ved faktisk at være ude i den friske luft. Den var mild og lun og Frederiksberg dufter allerhelvedes godt om sommeren. Syrener og magnoliaer sender dovent deres duft ud over plankeværkerne og ind i min næse. Sving i armene og rank ryg (tror jeg da - den føltes rank, men det er efterhånden et relativt begreb for mig). Det var himmelsk og jeg følte mig kåd som en hest på forårsgræs!
Efter ca. en times gang, med indlagte pauser, nåede vi Halmtorvet og Vesterbro Festival. En ret lille plads proppet med unge mennesker og med 6 scener mast sammen på ganske få kvadratmeter. Dejlig stemning og jeg mødte et par mennesker fra RUC.
Vi havde læst på arrangementets hjemmeside at der var en jazz-scene og vi ville gerne høre jazz, så vi påbegyndte en vandring rundt til de forskellige scener, for at finde stedet. På dette tidspunkt føles mine fødder som små uvorne skibsdrenge, der allerede frivilligt havde gået planken ud, så det var ikke ligefrem en joy at konstatere at det heller ikke var her, jazzen var. Efter endeløs vandren, fandt vi ud af, at det var nede på electronika-kombineret-installationsscenen at jazzen skulle spilles, så vi gik derned, blot for at opdage, at der faktisk ikke var noget jazz før klokken 2 om natten. Dagens musikalske højdepunkt var derfor The Alpine, som trykkede den for vildt af på udendørsscenen. Hvad er det lige der er med forsangere der gør dem så lækre (jf. M´s blog om SB)? The Alpines forsanger var en hot lille sag som kastede sig rundt på scenen og i sin performance blandede humor med indlevelse og en vis teatralsk opførsel. En fantastisk liveoptræden, som vi desværre kun nåede at se et kvarter af.
Det var dagens rapport fra den sorte lænestol. Kan allerede mærke smerterne i det nederste af min ryg, giv mig dog en rygmarvsbedøvelse.
/C.
posted by Målene at 9:23 AM
2 Comments:
Hahaha, hvis du ikke engang formår at gå 1600 skridt om dagen, er den gal. Det anbefalede er 12000!! Hahaha..
Det anbefalede er 1600! DET ER DET! og hvor underligt ser det her mon ikke ud... snakker med mig selv, snakker med mig selv, blablabla mit indre jeg..
Send en kommentar
<< Home