Overspringsoprydning af værste grad.

Ak ak. Jeg er håbløs. Jeg er nået frem til at der i undfangelsen af mig skete en eller anden kortslutning, som slettede det gen der får mennesker til at ryde op eller de hjerneceller som burde gøre mig i stand til det. Jeg KAN ikke finde ud af det. Og jeg ANER ikke hvorfor.

Pas.

Jeg har lavet en pagt med mig selv. Egentlig kan man sige jeg har givet mig selv stuearrest. Jeg må først forlade lejligheden når her er rent og pænt. Og jeg er alvorligt bange for at jeg kommer til at tilbringe hele sommeren indendøre. Det er en umulig opgave. Især fordi jeg konstant finder ting jeg har glemt jeg havde, og giver mig til at rode endnu mere. Jeg mangler en plan. Sådan en med punkter, som jeg kan krydse af efterhånden som jeg bliver færdig. Men igen - er det ikke bare endnu en overspringshandling for at undgå det essentielle - den egentlige oprydning?

Og hvorfor er det jeg sidder her og skriver på bloggen, når lejligheden skriger på opmærksomhed?

...

Nåh. Jeg aner ikke hvordan jeg skal gribe det an. Jeg er 24 år, flyttede hjemmefra for snart en del år siden og jeg har stadig ikke lært det. Måske jeg bare skulle erkende nederlaget og ansætte en oprydderske. Sådan en emsig ældre dame med knold i nakken, som kommer hver dag for at tage det værste. Jeg er ret sikker på det ville give mig den nødvendige disciplin, hvis jeg vidste sådan en ville komme forbi. Heldigvis har jeg min værdighed, og jeg ville aldrig ALDRIG lukke fremmede ind, sådan som der ser ud på nuværende tidspunkt.

Jeg er en katastrofe.

/M